Hej, jeg hedder Vibeke.
Jeg bor i det østsjællandske med min mand og 2 dejlige børn, en pige fra 2003 og en dreng fra 2007.
Jeg begyndte så småt at lave og dekorere kager ultimo 2007, og er siden blevet fuldstændig bidt af det! Det er en fantastisk hyggelig hobby med mange kreative elementer, der kombinerer både smagssansen og synssansen på allerbedste vis.
Jeg synes det er supervigtigt at en kage ikke alene smager godt, men også ser flot og lækker ud – det er jo halvdelen af fryden når kagen kommer på bordet; nemlig at kunne beundrer den inden man sætter tænderne i den! Derfor bruger jeg meget tid på at pynte mine kager – eller i hvert fald så meget tid som mine børn giver mig
Men jeg bruger også meget tid på at finde nye opskrifter, både på lækre kagebunde, men også på fyld som chokoladecremer, frugtmousser for bare at nævne nogle få.
Det tog ikke lang tid at for smag (!) for denne hobby, men at udvikle sig og blive bedre dét tager tid og jeg nyder hvert sekund. Og jeg nyder de udfordringer som familie og venner kan finde på at give mig, når der skal kage på bordet!
Under min rejse i kageuniverset har jeg mødt mange andre kreative piger, som er lige så bidt af kager som jeg. De har været og er stadig en stor inspirationskilde og nu er jeg klar til at følge i deres fodspor og kaste mig ud i at lave en blog om mine kager.
Håber I vil tage godt imod den – og I må meget gerne kommentere undervejs, eller blot smide en hilsen :-) Hvis I har spørgsmål er i også velkommen til at skrive til mig på kontakt@kagevibsen.dk, så vil jeg forsøge at svare efter bedste evne.